En person er død i en ulykke i den kendte forlystelsespark Gröna Lund i Stockholm. Derudover er flere personer kommet til skade.

Det skriver Aftonbladet.

»Det er sket noget på forlystelsen Jetline. Det er uklart, hvad der er sket, men flere besøgende er ramlet sammen,« siger Moa Hummelgård, vagthavende på redningstjenesten.

Ifølge nyhedstjenesten TT er en person død.

»Det er endnu uklart, hvor mange som er kommet til skade, og hvor hårdt de er kommet til skade,« siger Moa Hummelgård.

Flere personer skulle have siddet sammen i karusellen.

Den 14.juli sidste år var det ved en tragisk ulykke i forlystelsen Cobraen i Tivoli Friheden i Aarhus, at en 14-årig pige afgik ved døden, mens en 13-årig dreng pådrog sig skader.

Parken evakueret

Flere personer skulle have siddet sammen i karusellen i Stockholm.

Billeder fra pladsen viser, at en vogn på attraktionen Jetline delvist er afsporet.

Annika Troselius, informationschef på Gröna Lund, bekræfter at flere personer er kommet til skade, og at det endnu er uklart, hvor alvorligt de er kommet til skade.

»Parkens gæster er evakueret og redningstjenesten er på plads. Nu fokuserer vi på at tage hånd om de tilskadekomne og personalet,« siger hun til Aftonbladet.

Hun kan ikke sige, hvordan ulykken er sket.

Djurgårdsbroen er spærret, så redningstjenesterne kan passere. En redningshelikopter er på pladsen.

Vidner har beskrevet situationen som kaotisk. Ifølge Aftonbladet har vidner fortalt, at de så, at hjulene på en vogn løsnede sig.

På sin hjemmeside skriver Gröna Lund, at parken holdr lukket indtil videre.