Fire medarbejdere på det kommunale hospice Lynghuset i Højby forsømte groft deres pligt op til en 78-årig mands død i december 2023.

Sådan lyder vurderingen fra anklagemyndigheden, som mener, at de fire kvinder skal idømmes en bødestraf.

Det fremgår af en aktindsigt i et anklageskrift, som Ritzau har fået ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Konkret er de fire medarbejdere blevet tiltalt for at overtræde autorisationslovens paragraf om grov forsømmelse.

Politiet har konkluderet, at manden døde en naturlig død, efter at han havde været indlagt på Lynghuset i Odsherred Kommune i cirka tre dage.

Manden havde tilstanden delir, som kan gøre patienter forvirrede og urolige, og hans læge ordinerede miljøterapi for at bryde tilstanden.

Men en af de tiltalte undlod ifølge anklageskriftet at sikre, at terapien blev iværksat eller gennemført.

De tre andre tiltalte undlod alle at journalføre om forsøg på eller manglende gennemførelse af miljøterapien, lyder anklagen.

En af de tiltalte skal ifølge anklageskriftet også have undladt at journalføre om effekten af den medicin, som hun gav manden.

I anklageskriftet kan man også læse, at de fire tiltalte angiveligt var uenige med mandens læge om, hvorvidt hans dosis af medicin skulle øges eller ej.

En af kvinderne ringede ifølge tiltalen til lægevagten og bad om, at dosis blev øget. Her fortalte hun ikke, at plejepersonalet var uenige med mandens læge, eller at lægen allerede havde sagt nej.

I januar sidste år blev ledelsen på hospicet kritiseret i en uvildig advokatundersøgelse.

Her blev der blandt andet fremhævet en mangel på klare instrukser og manglende kontrol med journalføringen ifølge DR.

Styrelsen for Patientsikkerhed kom ifølge sn.dk siden frem til, at de seks medarbejdere, som blev undersøgt i sagen, ikke er til fare for patientsikkerheden.

Lynghuset blev midlertidigt lukket efter dødsfaldet. Men det er siden genåbnet under et nyt navn - Lysningen.

Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvad anklagemyndighedens bødekrav er.

/ritzau/