Verdenshistoriens største demokratiske valg er i fuld sving i Indien.
Der er hele syv afstemningsfaser, der startede den 19 april og strækker sig til 1. juni, hvor næsten én milliard mennesker har mulighed for at stemme.
Alt tyder på, at det den nuværende premierminister, Narendra Modi, bliver genvalgt, og han har nu et sidste budskab til vælgerne.
Gud har udvalgt ham.
»Jeg er overbevist om, at Gud har sendt mig til et formål, og når det formål er færdigt, vil mit arbejde være udført,« fortalte han den lokale nyhedskanal NDTV i et interview.
Siden Modi kom til magten i 2014 har hans politik været mærket af en hinduistisk nationalisme skriver CNN.
Mere end 80 procent af befolkning er tilhængere af den polyteistiske tro, altså flerguderi, hvor han nu præsenterer sig som værende særligt udvalgt.
En retorik, der kun har været tiltagende.
Trussel mod demokratiet
Meningsmålingerne er i øjeblikket entydige: Modis BJP er kæmpe favorit til at fortsætte ved magten, skriver The Economist.
Men beskyldninger og frygten for Modi er store i flere lejre.
Den indiske oppositionsleder, Arvind Kejriwal, opfordrede lørdag vælgerne i verdens største demokrati til at stemme »imod diktatur«.
Under valgkampen er beskyldninger om lovbrud blevet fremsat igen og igen af valgets hovedpersoner. Kejriwal blev anholdt i april, og hans støtter mener, at anholdelsen havde til formål at svække førsteministeren med beskyldninger om økonomisk kriminalitet.
Modi og BJP har rettet flere forskellige beskyldninger mod både Kejriwal og Gandhi, hvilket har fået FNs menneskerettighedschef, Volker Turk, og forskellige menneskerettighedsgrupper til at udtrykke tvivl om, hvorvidt valget er frit og retfærdigt, skriver Ritzau.
Alt dette sker mens premierminister i stigende grad præsenterer sig som værende guddommelig.
Tidligere på måneden, henviste Modi endnu en gang til sin opfattede guddommelighed.
»Da min mor var i live, troede jeg, at min fødsel måske var biologisk. Men efter hendes død, når jeg ser på mine livserfaringer, er jeg overbevist om, at Gud har sendt mig hertil,« sagde Modi til CNN News.
Den endelige afgørelse af valget forventes at ligge klar den 4 juni.

