Godmorgen og velkommen til en onsdag, hvor vi udover solskin også kan se frem til, at Danmark snart tager endnu et skridt mod yderligere genåbning af samfundet.
Vi starter dagen med, at regeringen sammen med støttepartierne Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i aftes præsenterede en genåbningsaftale, der træder i kraft på mandag. Aftalen betyder blandt andet, at alle efterskoler og højskoler åbner, at elever i grundskolen fra 5. til 8. klasse kan møde fysisk i skole en dag om ugen – dog primært udendørs. Også afgangselever i 9. og 10. klasse i Region Hovedstaden får mulighed for at komme fysisk i skole én dag om ugen. Mens andre afgangselever får lov til at møde i skole på skift hver anden uge. Du kan læse hele aftalen her.
Du kan også læse om, at regeringen bliver kritiseret for at bruge den nye epidemikommission til at indføre vidtgående tiltag overfor borgerne. Derudover kræver 500 kulturinstitutioner i et fælles opråb at få at vide, hvad planen er for deres genåbning. Og så viser nye tal præcis, hvor meget ejerboligernes pris er steget i løbet af det seneste års coronakrise. Samtidig har finanssektoren det største løngab mellem kvinder og mænd. Og endelig peger en prognose på, at vi i fremtiden kommer til at mangle faglært arbejdskraft i et omfang, der vil true vores velfærd.
Alt det vender vi tilbage til – først skal vi se nærmere på dagens tal for coronaepidemien herhjemme og i udlandet.
Mere om de danske tal her og de internationale tal her. Og så til dagens historier:

500 kulturinstitutioner går sammen: Vi vil vide, hvad planen er
Der er brug for en langsigtet plan for genåbningen af det danske kulturliv, skriver en række brancheorganisationer, der repræsenterer flere end 500 kulturinstitutioner, i et opråb til statsminister Mette Frederiksen (S).
»For et år siden, den 11. marts 2020, bad du os om at lukke Danmark ned. Nu har vi brug for at vide, hvad dine planer for genåbning er,« skriver underskriverne, som blandt andet tæller brancheforeningerne Dansk Live, Dansk Teater og Danske Museer.
En genåbningsplan er for underskriverne den helt store politiske knast lige nu. Indtil videre har kun udendørs kulturinstitutioner fået lov til at genåbne, mens der er uvished over hele linjen for de øvrige aktører i branchen.
»Uden en plan er der ikke noget håb. Argumentet fra for eksempel Irland er, at planen alligevel bliver ændret, når den er lavet, og at det påvirker tilliden til politikere. Argumentet forstår jeg, men jeg tror bare, at vi er nået til et sted i pandemien, hvor befolkningen har brug for at se, at der er ambitioner,« siger Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live.
Læs hele artiklen her.
Regeringens egne folk laver nu indstillinger om tvangstiltag via ny kommission
Regeringen bliver nu kritiseret for at skubbe den nye epidemikommission foran sig for at få indført vidtgående tiltag overfor borgerne.
Ideen med den nye epidemikommission var at sikre klarhed over, hvad der er sundhedsfaglige anbefalinger, og hvad der er politiske ønsker, når regeringen indfører vidtgående restriktioner.
Men kommissionen er sammensat med så stort et udvalg af regeringens egne folk, at dens indstillinger ikke kan betegnes som en uvildig og sundhedsfaglig indstilling, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ellers gav udtryk for mandag aften, lyder det fra blandt andre professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen.
»Epidemikommissionen blev jo fremstillet som et korrektiv til beslutningsprocessen sidste forår, hvor det grundlæggende var regeringen og departementet, der dominerede. Man får ikke en uvildig, faglig vejledning med input til den politiske beslutningsproces, når det i den grad er departementale embedsmænd, der sidder i kommissionen. Der ligger virkelig en problemstilling her,« siger Grønnegaard Christensen.
Læs hele artiklen her.

Massiv mangel på faglært arbejdskraft vil få konsekvenser for velfærden
En ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at vi går mod den hidtil voldsomste mangel på faglærte. Det skriver Jyllands Posten.
Om få år vil der ifølge AEs prognose mangle 99.000 faglærte – fra smede til sosu-assistenter. AE-chefanalytiker Emilie Agner Damm advarer om lavere produktivitet, lavere vækst og færre penge til velfærd. Mens beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, at der skal handles med det samme.
»Vi bør alle skælve ved tanken om, at der om få år kan mangle op mod 100.000 faglærte, og vi er nødt til at rubbe neglene for at få gjort noget,« siger ministeren.
Læs hele artiklen her.
Finanssektoren har med 19,9 procent det største løngab mellem mænd og kvinder
Finanssektoren står for den største lønforskel mellem mænd og kvinder. I 2019 fik kvinderne 19,9 procent mindre i løn end deres mandlige kollegaer. Det skriver Børsen.
I det øvrigt samfund fik kvinder i gennemsnit 12,7 procent mindre i løn end mænd. Finanssektoren mener dog, at forskellen delvist kan forklares ved, at mænd sidder på de tungeste poster. Dog viser tal fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening fra 2020, at kvinder i gennemsnit tjente otte procent mindre end mænd i samme jobfunktion. Det, vurderer fagforeningen Finansforbundet, er problematisk.
»Den skævhed, vi ser i vores ledelseslag, hvor andelen af kvinder er for lav, påvirker den overordnede lønforskel mellem mænd og kvinder i banken, men det er ikke hele forklaringen. Tallene fortæller os, at kvinder generelt får mindre ud af deres lønforhandling, og det skal vi have ændret,« siger HR-direktør i Danske Bank, Karsten Breum, til Børsen.
Læs hele artiklen her.

Prisen på ejerboliger er steget massivt: »Ekstraordinære tal«
Helt nye tal viser, at der på landsplan har været tocifrede prisstigninger på både ejerlejligheder og sommerhuse, mens husene blot er et mulehår fra. Der er dog store prisforskelle rundt i landet. Det skriver Berlingske.
Boligsidens Markedsindeks gør det nu for første gang muligt at se, hvordan boligpriserne har udviklet sig i hele perioden, siden statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned 11. marts 2020.
I gennemsnit er sommerhusene blevet omkring 12,7 procent dyrere, mens ejerlejlighedspriserne er steget 11,7 procent. Husene bliver solgt til priser, som ligger 9,2 procent højere pr. kvadratmeter end i februar 2020.
»Uanset hvilket hjørne af boligmarkedet vi kigger i, finder vi ekstraordinære tal. Udbuddet er rekordlavt. Der bliver solgt usædvanligt mange boliger på meget kort tid, og de gennemsnitlige nedslag i pris er ekstraordinært lave. Det skaber de store stigninger i salgspriserne, som vi ser på hele boligmarkedet. Det er vildt, når vi ser tilbage på det år, vi har lagt bag os,« lyder det fra Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse om markedsindekset.
Se listen og læs hele artiklen her.
Det sker i dag
Første etape i det italienske cykelløb Tirreno-Adriatico bliver kørt i dag. Den sidste bliver kørt 16. marts. Seks danskere – herunder Jakob Fuglsang som kaptajn for Astana-holdet – er med i løbet, der starter i Lido di Camaiore og er på 156 kilometer.
Dagens voldsomme jubilæum
I dag for 25 år siden dræbte Hells Angels-rockeren Michael Brokside Bandidos-rockeren Uffe Larsen ved Københavns Lufthavn. Det indledte en halvandet år lang rockerkrig, som førte til fem dræbte og 38 sårede.