I Martin Buch Thorborgs virksomhed Visma Dinero, som laver regnskabsprogrammer til virksomheder, er tre mellemledere kvinder og fire mellemledere er mænd.
De er valgt på baggrund af kvalifikationer.
Det er netop Martin Buch Thorborgs pointe: At de er valgt på baggrund af kvalifikationer. Og det er ligestilling, mener han.
Martin Buch Thorborg, der er virksomhedsejer, forfatter, foredragsholder og bestyrelsesmedlem i flere virksomhedsbestyrelser, blander sig nu i debatten om flere kvinder i bestyrelser. Blandt andet på Facebook.
Det sker, efter den nye ligestillingsminister, Trine Bramsen (S), i mandagens Jyllands-Posten bekendtgjorde, at regeringen nu støtter et EU-direktiv, som skal sikre mindst 40 procent af hvert køn i bestyrelserne for de største virksomheder. Det er en kovending på 180 grader efter 10 år, hvor Socialdemokratiet har været modstander af sådan et direktiv.
»Argumentet imod har været, at vi mente, at vi selv fint kunne skubbe udviklingen frem. Så det var ikke nødvendigt med EU-lovgivning. Status er bare, at der stort set ikke er sket noget. Vi mener ikke, at det går hurtigt nok. Derfor ønsker vi også at være med i EU-politikken på det her område,« sagde Trine Bramsen til Jyllands-Posten mandag.
Flere borgerlige partier er imod forslaget.
Andre prioriteter
Martin Buch Thorborg mener, at ideen om kønskvoter er nedværdigende mod kvinder. Han synes, at det er »synd,« hvis der er nogen, der tror, det er på grund af deres køn, at de bliver valgt fra. Den tid er vi langt forbi.
»Jeg bliver lidt træt af det,« siger han til Berlingske.
»Min opfattelse er, at langt de fleste moderne mænd og kvinder vælger medarbejdere eller chefer ud fra kvalifikationer og aldrig kunne drømme om at vælge nogle fra på baggrund af seksualitet, køn eller hårfarve,« siger han og fortsætter:
»Danmark har haft sine problemer med ligestilling. For 20 år siden var der sikkert et mandenetværk, som prioriterede cigarrygende tykke mænd frem for kvinder. Min pointe er bare, at jeg synes, at ligestillingskampen er vundet, og det er et tilbageskridt at begynde at putte kvoter på. Det er lidt som at sige, at kvinder skal i beskyttet værksted. Det offergør kvinderne på en nedværdigende måde.«
Er der ikke mange mænd, der er valgt netop på baggrund af deres køn?
»Det er det værste vrøvl. Det blev de måske for 15-20 år siden, men i dag. I am sorry. Det argument køber jeg ikke.«
Berlingskes opgørelse over Danmarks 1000 største virksomheder viser, at det kun er 71 af dem, der har kvindelige topchefer.
Selvom det skulle pege i retning af et ligestillingsproblem, mener Martin Buch Thorborg ikke, at det hjælper at skubbe politisk på for at sikre en større og mere lige repræsentation af kønnene.
»Det handler om interesse og prioritering. Jeg tror ikke, det har noget at gøre med køn, hvem der er bedst eller mest intelligent, eller at vi ser flere mænd end kvinder på bestyrelsesposterne,« siger han.
I stedet handler det om prioriteter, mener han. Flere mænd end kvinder vil være topchefer, konstaterer han og henviser til, at der er omkring 26 procent kvinder i landets bestyrelser og 74 procent mænd.
»Min agenda er ikke, at kvinder er bedre end mænd eller omvendt. Min opfattelse er, at kvinder prioriterer anderledes end en 60 timers arbejdsuge. I mange tilfælde giver det mænd nogle fordele. Prioriterer man sit arbejde højere end familien, så får man statistisk set nogle fordele, og man forøger sin chance for en bestyrelsespost,« siger han og pointerer samtidig, der ikke er noget galt i at prioritere sin familie højere end en toplederstilling.
Det gør så bare, at man ikke kan forvente at blive chef for Novo Nordisk, lyder det. Sådan er livet.
Blod, sved, tårer og en smule held
Hvis man vil have en bestyrelsespost, kræver det ifølge Martin Buch Thorborg et stort og vedholdende arbejde – både for mænd og kvinder. Mænd som ham selv får ikke smidt bestyrelsesposter i nakken, selvom nogen godt kunne tro det, siger han.
»Bestyrelsesposter arbejder og kæmper man sig til. Det kræver kæmpe arbejde, blod, sved, tårer og en smule held – både for mænd og kvinder,« siger Martin Buch Thorborg.
Derfor synes han, at kønskvoter bliver nedværdigende for kvinder og bringer dem i en offerposition. Specielt for dem, som allerede sidder i en bestyrelsespost.
»Jeg synes, at det er forstemmende over for de kvinder, der har gjort det godt og ydet de ofre, der skal til for at få bestyrelsesposterne. For man kan betvivle, om de har fået posterne på baggrund af dygtighed eller en kvote. Det er så forkert.«
»Det er nedgørende og en degradering af kvinder. Det er det, der gør mig mest irriteret,« siger han.
»Vi skal passe på, at kvinder bliver gjort til ofre i fokus på ligestilling. Det er forbandet ærgerligt. For samfundet har brug for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, som har lyst til at lægge det arbejde i det, de vil.«