Mand udleveret i sag om panserværnsraket affyret mod rækkehus
En mand, der er sigtet for at have affyret en panserværnsraket, fremstilles onsdag i grundlovsforhør.

En mand, der er sigtet for at have affyret en panserværnsraket, fremstilles onsdag i grundlovsforhør.

En mand, der er mistænkt for at have spillet en central rolle, da en panserværnsraket blev affyret mod et rækkehus i Glostrup i april, er blevet udleveret fra Sverige.
Tirsdag formiddag skal han fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.
Det bekræfter Københavns Vestegns Politi.
Specialanklager Bo Bjerregaard oplyser, at manden er sigtet for at have affyret raketten mod et rækkehus, hvor to voksne og deres to børn lå og sov natten til 23. april i år.
I sidste uge oplyste Københavns Vestegns Politi, at i alt syv personer var anholdt i sagen.
I den forbindelse blev to mænd på henholdsvis 25 og 26 år onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Den ene blev fængslet i fire uger, mens anholdelsen af den anden blev opretholdt i tre døgn.
Fredag besluttede politiet, at han skulle løslades, oplyser Bo Bjerregaard.
De er begge sigtet for drabsforsøg ved at have bestilt et værelse til to af gerningsmændene, at have fremskaffet biler til nogle af medgerningsmændene og at have kørt medgerningsmænd rundt.
De er samtidig sigtet for besiddelse af panserværnsraketten, der blev brugt i angrebet.
De nægtede sig skyldige.
Manden, der er udleveret fra Sverige, er sigtet for drabsforsøg ved at have affyret raketten.
En fjerde mand, der også er mistænkt for at have spillet en central rolle i det formodede angreb, er anholdt i Tyskland. Hvornår han kan udleveres til Danmark er foreløbigt uklart.
Politiet mener, at raketaffyringen skete som et led i et opgør i det kriminelle miljø.
Ingen kom til skade ved hændelsen, men der skete omfattende materielle skader.
Raketten, der blev affyret 15 meter fra huset, eksploderede ikke, da den traf huset.
Se & Hør samt Ekstra Bladet har før skrevet, at angrebet er en del af en konflikt mellem medlemmer af Hells Angels' afdeling i Kokkedal samt tidligere medlemmer af Hells Angels Danmark, der er flyttet til udlandet.
En bestemt rocker skulle være målet for raketangrebet, der altså ifølge anklagemyndigheden også endte med at være et drabsforsøg på en kvinde og tre børn.
/ritzau/