Mand stak bekendt ned og fik senere samme behandling
Under efterforskningen af voldssag kom det frem, at offeret tidligere havde stukket en af gerningsmændene ned.

Under efterforskningen af voldssag kom det frem, at offeret tidligere havde stukket en af gerningsmændene ned.

En mand på omkring 30 år blev i juli sidste år stukket ned på den københavnske vestegn af to mænd og en kvinde. Volden kostede alle tre gerningsmænd en fængselsstraf.
Men både under politiets efterforskning og den efterfølgende retssag kom det frem, at billedet af, hvem der var offer og gerningsmand i sagen, ikke var så klart endda.
Mandag er det endt med en dom i Retten i Glostrup til den cirka 30-årige mand. Det oplyser specialanklager Lasse Biehl fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
Det viste sig nemlig, at knivangrebet i sommeren sidste år var en hævnaktion, fordi manden et halvt år forinden selv havde angrebet en bekendt - en af de andre gerningsmænd - med kniv.
Den cirka 30-årige mand og den bekendte havde hængt ud sammen i Glostrup natten til den 31. januar 2025.
De kendte hinanden fra lokalområdet og var i den bekendtes forældres bil, da den cirka 30-årige tilsyneladende umotiveret greb en kniv og stak den anden mand to gange i benet og snittede ham i kinden og i den ene finger.
Den bekendte kæmpede sig ud af bilen og blev så efterladt i nattemørket. Han var alene, blødte og havde ikke sin telefon på sig.
Et par forbarmede sig over ham og kørte ham til Hvidovre Hospital. Her blev han tilset og behandlet for sine skader, men han ville ikke fortælle politiet om, hvad der var sket.
Det ændrede sig dog senere samme år, da politiet rettede søgelyset mod ham og de to andre personer som gerningsmændene i det nye knivstikkeri.
De to mænd og kvinden blev i byretten i januar i år idømt straffe på mellem et år og et år og otte måneders fængsel for knivvolden. Her lagde retten vægt på, at overfaldet var planlagt, at det var begået i forening, og at de tre havde taget loven i egen hånd, altså begået selvtægt.
Lidt kortere er straffen til den cirka 30-årige mand. Han er mandag i Retten i Glostrup blevet idømt otte måneders ubetinget fængsel for det voldelige overfald på sin bekendte. Det oplyser specialanklager Lasse Biehl.
Den nu dømte mand nægtede sig skyldig og ville ikke udtale sig under retssagen. Han kan inden for to uger anke dommen til landsretten.
Der trådte 1. februar i år en strafskærpelse i kraft, og hvis knivoverfaldet var begået efter denne dato, kunne det have ført til en fordobling af straffen, vurderer specialanklageren.
Der er jævnligt meldinger om knivstikkerier, men det kan hurtigt gå galt, advarer Lasse Biehl.
- Lad nu være med at gå med kniv, for det ender galt, og et enkelt stik kan være fatalt, siger han.
Anklageren opfordrer til, at man anmelder kriminelle forhold til politiet i stedet for at prøve at løse dem selv.
RITZAU