En 24-årig mand, der søndag i sidste uge blev såret af politiets skud efter en biljagt i Haderslev, er blevet løsladt efter et to timers langt grundlovsforhør lørdag.

Det skriver JydskeVestkysten.

Manden, der er fra Fyn, blev anholdt fredag i Odense, efter at han søndag var blevet løsladt for første gang.

Siden da havde politiet efterforsket sagen nærmere og vurderet, at der var grundlag for at varetægtsfængsle ham alligevel.

Det har en dommer så lørdag vurderet, at der ikke har været.

Den 24-årige mand kørte søndag i en bil, da betjente fra Sydøstjyllands Politi satte efter ham og endte med at skyde mod ham. Det er uvist, hvad der var baggrunden for biljagten.

Ifølge JydskeVestkysten er han sigtet for drabsforsøg mod to betjente ved at køre frem mod dem og for forsøg på vold mod en af betjentene ved at løbe frem mod hende med en kniv.

Dommeren mente kun, at der var særlig bestyrket mistanke om, at han har truet med kniven.

Det er kommet frem under grundlovsforhøret lørdag.

Tidligere lørdag lød det i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at anklagemyndigheden havde vurderet, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at varetægtsfængsle ham for sigtelsen for drabsforsøg.

Han blev derimod begæret varetægtsfængslet for forsætlig fareforvoldelse, forsøg på kvalificeret vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste.

Anklageren i sagen har ifølge JydskeVestkysten taget forbehold for at kære kendelsen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger hændelsen.

DUP's opgave er at behandle adfærdsklager og efterforske straffesager vedrørende politiansatte og ansatte i anklagemyndigheden.

Desuden sætter Politiklagemyndigheden en efterforskning i værk, når en person enten er død eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

RITZAU