En 31-årig mand, der er frihedsberøvet i en sag om vold mod en svensk mand ved et VM-storskærmsarrangement i København i juni, får behandlet sin sag 7. oktober.

Sagen bliver behandlet i Københavns Byret og begynder klokken 13.00.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi tirsdag på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Der er endnu ikke rejst tiltale i sagen.

Manden er sigtet for vold ved at have tildelt en 32-årig svensker et hårdt knytnæveslag på kæben eller halsen.

Han er sigtet efter straffelovens paragraf 244, som også kaldes den milde voldsbestemmelse.

Voldsepisoden fandt sted 30. juni i år ved et storskærmsarrangement på Islands Brygge i København i anledning af VM-slutrunden i fodbold. Det var en kamp mellem Norge og Elfenbenskysten, som blev vist på storskærmen.

Her blev den 32-årige svenske mand slået ned. Han slog hovedet i faldet og døde som følge af sine skader.

Den afdøde svensker var ansat ved svensk politi, men deltog i VM-arrangementet som privatperson.

Den 31-årige kom til Danmark fra Congo som spæd og er dansk statsborger. Han har siddet varetægtsfængslet siden 3. juli.

Ud over den 31-årige er to mænd på 24 og 29 år også sigtet for vold i forbindelse med storskærmsarrangementet i juni.

Den 24-årige er dansk statsborger. Han er sigtet for at have trampet på den svenske mand, mens han lå ned, samt for at have slået en anden svensk statsborger.

Den 29-årige er somalisk statsborger, som er sigtet for at have sparket den sidstnævnte mand.

Somalieren har politiet sigtet telefonisk og via hans forsvarer, da det endnu ikke er lykkedes at finde frem til ham.

Politiet har tidligere oplyst, at de tre mænds sager vil blive behandlet særskilt, eftersom der ikke er oplysninger om, at de har handlet i forening.

Det fremgår derfor ikke, hvornår de to øvrige sigtedes sager er berammet til.

RITZAU