En 32-årig mand, der er mistænkt for at have trukket en skarpladt pistol, truet flere personer og skudt ned i jorden i Køge i februar, blev tirsdag udleveret fra Italien.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde onsdag formiddag.

Det var 13. februar i år, at der udspillede sig en skudepisode ved Køge Svømmehal.

Politiet mener, at det skete i forbindelse med en lokal konflikt mellem personer i det kriminelle miljø.

Siden episoden har den 32-årige, der har bopæl i Danmark, været eftersøgt af Midt- og Vestsjællands Politi.

Brian Hansen, der er efterforskningsleder i Midt- og Vestsjællands Politis afdeling for personfarlig kriminalitet, siger i pressemeddelelsen, at der er tale om en meget alvorlig sag, og at der har været en international arrestordre på manden.

- Det har ført til, at han 22. juli blev anholdt i Italien, som efter godt samarbejde har udleveret ham til Danmark.

I juli blev han anholdt i Italien, og tirsdag blev han udleveret til Danmark.

Da han ankom, blev han sigtet for at trække pistolen, true flere personer og skyde ned i jorden.

Anklagemyndigheden vil bede retten om, at grundlovsforhøret onsdag foregår bag lukkede døre.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre.

RITZAU