En 36-årig mand, der er mistænkt for et knivstikkeri i Albertslund i juni, og som mandag blev efterlyst med navn og billede, er blevet varetægtsfængslet.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Han er blevet fængslet i fire uger på en mistanke om grov vold, men nægter sig skyldig.

Københavns Vestegns Politi har oplyst til Ritzau, at manden er sigtet for drabsforsøg, men dommeren i grundlovsforhøret har tilsyneladende blot fundet begrundet mistanke for, at manden har gjort sig skyldig i grov vold.

Grundlovsforhøret i Retten i Glostrup foregik for lukkede døre. Det betyder, at det ikke er kommet frem, hvilke beviser politiet har mod manden, og hvad han eventuelt selv har forklaret i sagen.

Manden blev anholdt, blot tre timer efter at efterlysningen blev offentliggjort.

Politiet oplyser, at han blev anholdt i Københavnsområdet på baggrund af efterforskning.

RITZAU