En indsat i Storstrøm Fængsel fremstilles lørdag klokken 11 i grundlovsforhør i Retten i Næstved, hvor han kræves varetægtsfængslet for et voldeligt overfald på en medindsat. Voldsepisoden fandt sted fredag eftermiddag.

Det oplyser vagtchef Benjamin Voss fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Jeg kan bekræfte, at der har været et voldsforhold begået i Storstrøm Fængsel, og at vi fremstiller den ene part, siger vagtchefen.

Han ønsker ikke at sige, hvad manden, der er i midten af 20'erne, præcis sigtes for, eller hvad han er dømt for, siden han er indsat i fængslet.

Den forurettede er i midten af 30'erne, men politiet ønsker heller ikke at oplyse nærmere om hans skader.

Det fremgår ikke, hvad motivet til overfaldet skulle være.

Det er inden retsmødet ikke oplyst, hvordan manden i 20'erne forholder sig til sigtelsen.

Storstrøm Fængsel ligger ved Nørre Alslev på Nordfalster, og det er et lukket fængsel med 252 pladser. Det er et fængsel med høj sikkerhed, og fængslet har også en særligt sikret afdeling. Fængslet åbnede i 2017.

/ritzau/