En mand er blevet tiltalt for at have stalket Vejle Boldklub gennem næsten et halvt år i 2025.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

Ifølge politiet kontaktede han systematisk Vejle Boldklub fra juli til november sidste år, og han opsøgte også klubben fysisk, selv om han havde et tilhold, der forbød ham at tage kontakt.

Stalkingen bestod ifølge anklagemyndigheden blandt andet i, at der blev sendt adskillige mails og sms'er til ansatte, bestyrelsesmedlemmer og den daglige ledelse i klubben.

Den 28-årige mand er også tiltalt for at have lavet flere opslag om klubben på Facebook og at have kommenteret Vejle Boldklubs facebookopslag i samme gerningsperiode.

Det er ikke oplyst, hvad indholdet af de mange mails, sms'er og opslag var.

Han dukkede også fysisk op i flere sammenhænge ved og på Vejle Stadion, hvor Vejle Boldklub holder til, og på træningsbanerne i VB Parken på trods af sit tilhold, fremgår det af pressemeddelelsen.

Vejle Boldklub har spillet i Superligaen i år, men er rykket ned og skal i næste sæson spille i 1. division.

Politiet har ikke oplyst, om manden har en forbindelse til fodboldklubben eller topfodbold i øvrigt. Den 28-årige mand er fra Vejle.

Sagen mod manden er berammet til to dage i oktober, og anklagemyndigheden går efter at få manden idømt en fængselsstraf i sagen. Det fremgår ikke, hvordan manden forholder sig til anklagerne imod ham.

/ritzau/