En 51-årig mand fra Odense er fredag blevet idømt fem års fængsel, efter at han den 11. april forårsagede en trafikulykke, hvor en 57-årig passager mistede livet.

Ud over fængselsstraffen har Jan Dyrup Truelsen desuden fået frakendt sit kørekort i fem år, skriver Fyens Stiftstidende.

Han ankede dommen på stedet, men skal fortsat sidde varetægtsfængslet.

Han er kendt skyldig i trafikdrab ved at have kørt, mens han var påvirket af alkohol.

Ifølge mediet var der to passagerer i bilen, da Truelsen mistede herredømmet over bilen i forbindelse med et sving.

Bilen påkørte gavlen på en bygning, blev slynget rundt og landede på taget.

Den 57-årige medpassager, som befandt sig på bagsædet, havde ikke sele på og blev derfor kastet ud af bilen i forbindelse med ulykken.

Han fik så svære hovedskader, at han døde på stedet.

Passageren på forsædet fik flere skader på ribbenene samt brud på brystbenet og anklen, men overlevede ulykken.

Efter ulykken forlod Jan Dyrup Truelsen ulykkesstedet uden at tilkalde hjælp.

Han blev senere fundet og anholdt, efter at en borger havde set en mand gå rundt med blod i hovedet på en mark, skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge mediet havde den 51-årige og de to medpassagerer været til en påskefrokost i Årslev tidligere på dagen.

En blodprøve har senere vist, at Jan Dyrup Truelsen havde en promille på 1,9 kort efter ulykken.

Ifølge Fyens Stiftstidende, som fredag var til stede under retsmødet, undskyldte Truelsen til den afdødes efterladte.

RITZAU