Mand i kritisk tilstand efter ulykke i elv i Grønland
Ifølge politiet blev redningsaktionen udført under vanskelige forhold og krævede specialudstyr.

Ifølge politiet blev redningsaktionen udført under vanskelige forhold og krævede specialudstyr.

En 73-årig mand er fløjet til Nuuk i kritisk tilstand, efter at han blev reddet fra en elv mandag morgen.
Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Manden var ude at fiske sydøst for Maniitsoq søndag, da hans fod satte sig fast i noget mudder i elven.
Politiet blev alarmeret søndag eftermiddag og iværksatte en redningsaktion sammen med sundhedsvæsenet og brandvæsenet.
Mandag morgen lykkedes det at redde manden op med hjælp fra brandvæsenet, sundhedsvæsenet, Arktisk Kommando og Air Greenland.
Der blev også fløjet specialudstyr til området for at hjælpe med at frigøre manden, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Den 73-årige er fortsat indlagt i Nuuk. Kriseberedskabet i Maniitsoq tilbyder støtte til de pårørende og vidner.
I pressemeddelelsen sender politiet en tak til de myndigheder, som var involveret i redningsaktionen.
- Indsatsen blev gennemført under vanskelige forhold og krævede en betydelig indsats fra samtlige involverede aktører, lyder det.
Grønlands Politi oplyser ikke yderligere om ulykkens omstændigheder.
Det fremgår heller ikke, hvem der slog alarm om manden.
Maniitsoq ligger i det vestlige Grønland cirka 140 kilometer nord for Nuuk.
RITZAU