En 60-årig mand er blevet stukket med kniv i Herning Centret. Han er i kritisk tilstand.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på beskedtjenesten Politi Update tidligt tirsdag eftermiddag.

Det var klokken 09.16, at politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet, og patruljer blev derfor sendt til stedet.

Den 60-årige mand blev sendt til hospitalet i kritisk tilstand, og hans nærmeste pårørende er ifølge politiet underrettet.

Politiet oplyser ikke, hvad motivet til det voldelige overfald skulle være, men det formoder ikke, at knivstikkeriet har forbindelse til en konflikt i Herning tidligere i år.

En 19-årig mand er blevet anholdt i sagen, men det fremgår ikke, hvad han sigtes for.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyste tirsdag formiddag, at Herning Centret var spærret af og lukket for offentligheden i forbindelse med et mistænkeligt forhold.

Det afviste Ronny Hviid, der er chef for Herning Centret, dog. Ifølge ham var en mindre del af centret - omkring 5-6 af centrets 80 butikker og spisesteder - afspærret i forbindelse med politiets efterforskning.

I resten af centret var der mennesker, og de besøgende havde blandt andet travlt med at købe julegaver, berettede Ronny Hviid.

Knivstikkeriet fandt sted, før butikkerne åbnede, og centerchefen blev selv opmærksom på sagen, efter at der kom en masse politifolk til stedet.

Herning Centret betegner sig som Midtjyllands største shoppingcenter.

Lidt før klokken 13 er politifolk stadig på stedet, og der er afspærret. Politiet vil være der i flere timer, lyder det.

Hvis man er påvirket af hændelsen, kan man kontakte den døgnåbne, gratis og anonyme tjeneste Offerrådgivningen på telefon 116 006, understreger politiet.

RITZAU