En mand med en central placering i minkbranchen vil anke en byretsdom om hvidvask af 6,2 millioner kroner til Vestre Landsret.
Den 62-årige mand anker for at få en mildere sanktion, oplyser hans forsvarer, advokat Mira Tøfting, mandag til Ritzau.
I en afgørelse 25. august slog Retten i Esbjerg fast, at Kjeld Christensen fra Årre hvidvaskede de mange penge, som han havde modtaget fra en kinesisk mand i Aarhus.
Den 62-årige sørgede for, at de blev vekslet til minkskind, og dette var et forsøg på at gøre sorte penge hvide.
Manden fra Aarhus havde brug for hvidvask i forbindelse med sin omfattende ulovlige forretning med indsmugling af hash.
Byretten idømte den 62-årige ubetinget fængsel i et år og ni måneder og lagde sig dermed tæt op ad kravet, som anklagemyndigheden var kommet med.
Efter coronakrisen var den dømte minkerhvervets repræsentant i en såkaldt overerstatningskommission.
Her blev der truffet afgørelse om, hvorvidt erhvervsdrivende i branchen skulle have erstatning for tab på grund af nedlukningen af erhvervet.
Forsvareren oplyser, at anken udelukkende vil dreje sig om straffens udmåling. Og altså ikke, om den 62-årige er skyldig eller ej.
/ritzau/