Mand fra Bangladesh beskyldes for illegalt arbejde i 11 år
Dansk politi har samarbejdet med myndighederne i Portugal om sagen mod en 46-årig, der var opvasker.
Dansk politi har samarbejdet med myndighederne i Portugal om sagen mod en 46-årig, der var opvasker.
I mere end 11 år har en mand fra Bangladesh arbejdet ulovligt som opvasker og køkkenassistent i Danmark.
Det fremgår af politiets sigtelse, som er blevet læst op i et grundlovsforhør i Dommervagten i København onsdag.
Politiet har efterforsket sagen i samarbejde med myndighederne i Portugal, har Københavns Politi oplyst på Politi Update.
Den 46-årige mand blev anholdt på sin arbejdsplads tirsdag. Onsdag har en dommer så besluttet at frihedsberøve ham i 27 dage.
I retsmødet er det kommet frem, at manden blandt andet har arbejdet på et pizzeria og senest hos en stor virksomhed, selv om han ikke havde opholds- og arbejdstilladelse.
Han kom til Danmark 1. marts 2015 og begyndte angiveligt straks at arbejde.
Angiveligt brugte han et portugisisk pas. Problemet er ifølge politiet, at han opnåede portugisisk statsborgerskab ved svig.
RITZAU