En mand er onsdag fløjet til Rigshospitalet med lægehelikopter, efter at to lastbiler er kørt sammen på Lolland.
Det oplyser Christian Rosenstrøm, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Den ene anhængervogn skrider formentlig ud på grund af glat føre, og den rammer så den anden lastbil. De to lastbiler kører begge to ud i siden af vejen og forsøger at undvige hinanden, lyder det.
Ifølge vagtchefen er det to mænd, der er involveret i ulykken. Han ønsker ikke at oplyse alderen på individerne.
Den ene lastbil fik kun materielle skader, mens chaufføren i den anden pådrog sig nogle skader, som vagtchefen endnu ikke kan uddybe.
Vagtchefen oplyser, at manden ikke blev vurderet at være i kritisk tilstand, da han blev fløjet afsted med lægehelikopteren.
Han kan dog ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere om chaufførens tilstand.
Ulykken er sket på Højrebyvej ved Søllested på Lolland.
Politiet modtog anmeldelse om ulykken klokken 16.21.
Frem til klokken 19.41 var vejen spærret efter ulykken.
De pårørende er underrettet.
/ritzau/