En dommer ved Retten i Næstved har besluttet at varetægtsfængsle en 25-årig mand, der er sigtet for at have kastet to krysantemumbomber mod politistationen i Slagelse, i fire uger.
Det skriver TV2 Øst.
- Det er af hensyn til efterforskningen, siger specialanklager Susanne Bluhme ved anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skrev tidligere tirsdag om hændelsen i døgnrapporten.
Her lød det, at den 25-årige var blevet anholdt og sigtet.
Politiet skrev, at fyrværkeriet blev kastet cirka klokken 03.15 natten til mandag. Det gav skader på en rude og en metalskraldespand.
Ingen personer kom til skade ved eksplosionen.
Efterfølgende gennemgik politiet overvågningsbilleder, hvor gerningsmanden kunne ses. Ifølge politiet kom gerningsmanden kørende på knallert, standsede og smed fyrværkeriet, hvorefter han forsvandt fra stedet.
I løbet af mandag eftermiddag fandt politiet frem til den knallert, som formentlig var blevet brugt, og klokken 13.17 blev den 25-årige mand anholdt.
Han er sigtet efter straffelovens bestemmelser om trusler mod politiet og om sprængning.
Retsmødet tirsdag foregik bag lukkede døre. Derfor blev mandens eventuelle forklaring hemmeligholdt for offentligheden.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan han forholder sig til sigtelsen, ligesom det heller ikke står klart, hvad mandens motiv skulle være for at kaste krysantemumbomberne mod politistationen.
Krysantemumbomber er kraftigt fyrværkeri, som består af en rund bombe, der skal affyres gennem et rør.
Kun professionelle fyrværkere må håndtere krysantemumbomber. De er ulovlige for private at sælge, købe og affyre.
/ritzau/
