Mand får konfiskeret tuktuk efter vanvidskørsel
64-årig mand, der før er taget af politiet for at køre påvirket og uden førerret, er dømt for vanvidskørsel.
64-årig mand, der før er taget af politiet for at køre påvirket og uden førerret, er dømt for vanvidskørsel.
En mand kørte vanvidskørsel i en tuktuk, og det har kostet ham en fængselsstraf, en bøde og selve tuktukken.
Det fremgår af en meddelelse på tjenesten Anklager Update.
En tuktuk er et trehjulet motoriseret køretøj i stil med en knallert, men hvor føreren sidder i en lille kabine.
Manden, der er 64 år og fra Kalundborg-området, kørte i juni sidste år rundt i tuktukken i Jyderup. Han var fuld - promillen er målt til 2,45 - og han væltede med køretøjet.
På grund af den høje promille falder kørslen under straffelovens bestemmelser om vanvidskørsel.
Retten i Holbæk udmålte onsdag en straf til manden på 50 dages fængsel og en bøde på 2000 kroner. Desuden fik han frakendt førerretten i yderligere ti år, og så blev tuktukken konfiskeret.
Den 64-årige mand er tidligere blevet taget af politiet for at køre påvirket og for at køre uden førerret.
I byretten mente han, at tuktukken skulle vurderes som værende en lille knallert, hvilket ville have betydning for, hvad han kunne dømmes for.
Men politiet havde indhentet oplysninger fra den italienske producent. Byretten fandt det på det grundlag bevist, at der var tale om en stor knallert.
Han overvejer, om han vil anke.
RITZAU