Mand er sendt på hospitalet efter knivstikkeri på Amager
En mand i 20’erne er fredag blevet stukket med kniv nær Amagerbrogade. Han er umiddelbart uden for livsfare.
En mand i 20’erne er fredag blevet stukket med kniv nær Amagerbrogade. Han er umiddelbart uden for livsfare.
Københavns Politi er fredag til stede på Amagerbrogade i forbindelse med et knivstikkeri, hvor en mand er kommet til skade.
Det oplyser vagtchef Rasmus Nielsen til Ritzau.
Vagtchefen fortæller, at manden er i begyndelsen af 20’erne. Han er umiddelbart uden for livsfare og var ved bevidsthed, da ambulancen kørte ham til hospitalet.
Motivet for forbrydelsen er fortsat ukendt, og der er endnu hverken mistænkte eller anholdte i sagen, lyder det.
Rasmus Nielsen siger desuden, at man på nuværende tidspunkt "holder kortene tæt til kroppen" af hensyn til efterforskningen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 20.10.
Der arbejdes fortsat på Amagerbrogade, hvor politiet forsøger at bestemme det specifikke gerningssted ved hjælp af hundepatruljer.
Man er desuden i gang med at indsamle videoovervågning.
Vagtchefen oplyser, at arbejdet ikke har nogen indvirkning på trafikken på den typisk ret befærdede vej.
RITZAU