Københavns Vestegns Politi rykkede lørdag eftermiddag ud til en færdselsulykke med letbanen i Glostrup.

Det oplyser politikredsen på X.

En 59-årig mand er død i forbindelse med ulykken. Hans pårørende er underrettet, lyder det.

Ulykken er sket i Ringvejskrydset i Glostrup.

Politiet har afsluttet arbejdet på stedet omkring klokken 16 lørdag eftermiddag.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Alle parter har nu forladt stedet og trafikken i og omkring krydset er igen normaliseret, lyder det.

Vagtchefen i Københavns Vestegns Politi kan lørdag eftermiddag ikke udtale sig yderligere om ulykken over for Ritzau.

Derfor er de nærmere omstændigheder fortsat ukendte.

Hovedstadens Letbane åbner ifølge letbanens hjemmeside først strækningen mellem Ishøj og Rødovre Nord, som blandt andet går igennem Glostrup, 26. oktober.

/ritzau/