En 56-årig mand er død efter en brand i en lejlighed i boligområdet Ringergården i Københavns Nordvestkvarter.

Det oplyser Dyre Sønnicksen, som er vagtchef hos Københavns Politi.

- Vi kommer derned, og der er brand i en lejlighed. Der er desværre blevet trukket en mand ud derfra, og han er blevet erklæret død.

Branden blev anmeldt til politiet klokken 07.40 mandag morgen.

Mandens pårørende er underrettet.

Branden var omkring klokken 09.00 mandag morgen slukket.

Ingen andre er kommet til skade i forbindelse med branden.

De nærmere omstændigheder omkring branden skal nu undersøges af politiet.

/ritzau/