En mand er død, efter at han blev ramt af en lastbil på Køge Bugt Motorvejen tidligt torsdag morgen.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi Boje Rasmussen til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet skriver ikke, hvor gammel manden er.

Manden var først kørt galt med sin bil i et solouheld. Da han steg ud af bilen, blev han ramt af lastbilen, skriver avisen.

Politiet oplyser til Ekstra Bladet, at mandens pårørende er underrettet.

Det lyder videre, at der er lang kø på motorvejen i nordgående retning som følge af ulykken.

Politiet opfordrer til, at man kører forsigtigt i tågen, skriver avisen videre.

Tidligere på morgenen oplyste vagtchef fra Midt- og Vestsjællands Politi Christian Thorup til Ritzau, at en mand var blevet ramt af en lastbil nær Solrød Strand på Køge Bugt Motorvejen.

- Der er meget, meget tåget derude lige nu, sagde Christian Thorup.

Anmeldelsen tikkede ind hos politiet kort før klokken 05.00.

Politiet oplyser til Ekstra Bladet, at det regner med at være på stedet cirka en time endnu. En bilinspektør skal undersøge ulykkesstedet, lyder det.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

RITZAU