Med to skud i hovedet og et i skulderen afgik en 31-årig mand fredag ved døden efter et skyderi på en Q8-tank på Ishøj Stationsvej, efter at han først var blevet beskudt uden for tanken og siden flygtet indenfor.

Anklager Bjarke Enevoldsen fortalte lørdag i Retten i Glostrup om det dramatiske forløb, som fandt sted i fuld offentlighed sidst på eftermiddagen mindre end en time efter solnedgang.

I retslokalets modsatte side sad to høje og hærdebrede mænd. De har samme efternavn, og deres fødselsdatoer afslører, at den ene er 35 år, mens den anden er 34.

Der er knap ni måneders aldersforskel på mændene, hvis navne indikerer, at de har tyrkisk baggrund.

Ifølge den sigtelse, som Bjarke Enevoldsen læste op, planlagde mændene sammen at slå den 31-årige Jibril Martinez ihjel. Og det var ifølge sigtelsen den yngste af mændene, som udførte drabet.

Først blev der uden for tankstationen affyret "et ukendt antal skud", lyder det i sigtelsen, mod Jibril Martinez, som løb indenfor med gerningsmanden jagtende efter sig.

Inde i butikken blev Jibril Martinez skudt tre gange. To af skuddene ramte ham i hovedet, det tredje ramte ham i skulderen.

Begge mænd nægter sig skyldige, oplyste deres forsvarsadvokater ved lørdagens retsmøde.

Efter det flere timer lange grundlovsforhør oplyste Københavns Vestegns Politi på X, at den ene af de to mænd blev varetægtsfængslet i fire uger.

Den anden fik anholdelsen opretholdt i yderligere tre døgn, mens efterforskningen fortsætter.

Under grundlovsforhøret besluttede dommeren, at retsmødet skulle foregå for lukkede døre. Begge mænd tilkendegav, at de gerne ville udtale sig under retsmødet, men først efter at anklageren havde fremlagt sin dokumentation.

Inden dørene blev lukket, valgte retten at beskytte mændene med et navneforbud.

- Min klient har familie og et arbejde og er ikke i nyere tid straffet for noget, der vil være relevant her i dag, lød det fra hans advokat, Lone Refshammer, da hun argumenterede for et navneforbud.

Ud over repræsentanter fra pressen fik ingen af de fremmødte lov til at komme ind i retslokalet. Op mod en snes personer var ellers mødt op og havde samlet sig på gangen foran retslokale 102 inden retsmødet.

Der var både pårørende til de sigtede og til den dræbte, og det udviklede sig på et tidspunkt til tumult, som fik politiet til at gribe ind.

- Træk stavene, råbte en betjent, hvilket blev efterkommet af flere af de øvrige betjente, som dog ikke slog på de tilstedeværende.

Kort efter ankom der forstærkninger i retsbygningen, ligesom der også var et større politiopbud udenfor. Helt inde i bygningen kunne man høre glam fra politiets hunde.

/ritzau/