Mand dømt for overgreb blev anholdt i fængslet i ny sag
En mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om overgreb på børn. Han er dømt for lignende tidligere.
En mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om overgreb på børn. Han er dømt for lignende tidligere.
En 49-årig mand, der sidste år blev idømt to års fængsel for overgreb på børn, er tirsdag blevet varetægtsfængslet for nye sigtelser om overgreb.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden, der er fra Vejle, blev mandag anholdt i et fængsel, hvor han afsonede dommen, som han fik sidste år. I den sag blev han fundet skyldig i 22 tilfælde af overgreb, grooming og blufærdighedskrænkelser begået mod samlet set 19 drenge.
Han er i den nye sag sigtet for tre forhold, som skulle være begået mellem oktober 2015 og september 2025. De omhandler voldtægt og forsøg på voldtægt af børn under 15 år samt blufærdighedskrænkelse af to børn.
Tirsdag er han blevet stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Kolding, hvor resultatet blev en varetægtsfængsling i foreløbig fire uger, mens politiet efterforsker sagen.
Det fremgår ikke af politiets meddelelse, hvordan manden forholdt sig til sigtelserne, eller om han har valgt at indbringe spørgsmålet om varetægtsfængsling for landsretten.
Politiet oplyser i forbindelse med fængslingen, at det gerne vil høre fra personer, der kan have været udsat for overgreb eller andet kriminelt af den sigtede.
Vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen fra Sydøstjyllands Politi siger, at det kan være meget svært og sårbart at fortælle om, men at den enkelte vil blive mødt med respekt.
- Vi ved allerede, at der er mennesker, som har været udsat for alvorlige oplevelser, og vores vigtigste budskab til andre, der måtte have oplevet noget tilsvarende, er, at de gerne må henvende sig til os, siger han i pressemeddelelsen.
Der kan gå længe, fra man har været udsat for en seksualforbrydelse eller lignende, til man er klar til at fortælle om det. Politiet skriver, at det har et ansvar for at finde frem til dem, der kan have været udsat for noget strafbart.
- Dels fordi vi gerne vil hjælpe dem videre, dels fordi de skal have mulighed for at fortælle deres historie og få deres sag undersøgt. Det er derefter politiets og anklagemyndighedens opgave at sikre, at sagen bliver belyst så grundigt som muligt, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen.
Personer, der kan have relevant viden for politiet, kan henvende sig på telefonnummer 114.
RITZAU