Torsdag aften fik Fyns Politi en anmeldelse om, at en person var blevet ramt af et godstog på Middelfart Station.
Først var meldingen, at en mand var svært tilskadekommen. Den tilskadekomne er fredag uden for livsfare og i stabil tilstand.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
- Efter en gennemgang af videoovervågningen er det Fyns Politis vurdering, at hændelsen sker i forbindelse med tumult mellem to personer, skriver politiet.
Fyns Politi mangler stadig at klarlægge de nærmere omstændigheder samt at afhøre nogle af de involverede parter, skriver politiet videre.
Manden kom til skade, da han blev skubbet ind i siden på et gennemkørende godstog på stationen, har vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland tidligere oplyst.
Gennemkørende godstog kører ifølge Ingeniøren typisk med en hastighed på omkring 100 til 120 kilometer i timen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 22.39 torsdag aften.
Politiet oplyste efterfølgende, at manden var blevet bragt til et hospital. Politiet ville ikke oplyse mandens alder. Der er dog tale om tre unge mænd, sagde vagtchefen.
Gerningsmanden, der skubbede manden ind i godstoget, flygtede, inden politiet nåede frem.
- Vi har en kraftig formodning om, hvem han er. Vi er ved at indhente videoovervågning fra perronen, så vi er ret fortrøstningsfulde i forhold til at få fat i den rigtige, sagde Steen Nyland.
Politiet har talt med den tredje mand om episoden. Han er ikke sigtet i sagen.
Toget var på vej i østlig retning og blev stoppet på en anden station på strækningen.
- Togføreren opdagede ikke, hvad der skete, for det skete langt bag ham. Det havde han ikke en chance for at opdage. Vi har styr på toget og er ved at undersøge det, lød det fra Steen Nyland.
De pårørende er underrettet.
Fyns Politi kan ikke udtale sig yderligere om sagen af hensyn til efterforskningen, lyder det fredag.
/ritzau/
