En mand fra Brande begik ifølge retten adskillige seksuelle overgreb mod en pige i sin familie. Da forbrydelserne fandt sted, var hun under 12 år gammel.

Straffen er af Retten i Herning fredag blevet fastsat til fængsel i fire år og seks måneder.

I sagen har den tiltalte nægtet sig skyldig, og han overvejer nu, om han vil anke til Vestre Landsret, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag.

- Det er en meget alvorlig sag, udtaler specialanklager Pia Koudahl om dommen, som med få undtagelser følger anklageskriftet.

I mere end et halvt år - fra maj 2024 og frem til januar i år - begik han voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod pigen.

Offeret i sagen er blevet tilkendt en erstatning på 125.000 kroner, oplyser specialanklageren til Ritzau.

Sagen blev indledt onsdag, og undervejs er der blandt andet blevet afspillet en videoafhøring af barnet.

/ritzau/