En mand er blevet anholdt og fremstillet i et grundlovsforhør i forbindelse med et knivstikkeri i Københavns Nordvestkvarter mandag.

Det skriver Københavns Politi på X.

Det fremgår af opslaget ikke, hvad manden er sigtet for.

Knivstikkeriet, der blev anmeldt til politiet mandag formiddag, fandt sted i en lejlighed på Rønnebærvej. Her blev en 35-årig kvinde ramt af flere stik og kom alvorligt til skade.

Klokken 16 var politiet endnu på adressen, og ingen var da anholdt. Men central efterforskningsleder i Københavns Politi Jesper Schroll kunne oplyse, at politiet havde flere mulige gerningsmænd i kikkerten.

Det er tirsdag formiddag uklart, hvilken relation den anholdte mand har til den forurettede, eller hvad der gik forud for knivstikkeriet.

Tirsdag har manden været fremstillet i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, hvor anklagemyndigheden krævede ham varetægtsfængslet i sagen. Han har fået opretholdt sin anholdelse i tre døgn.

Det vil sige, at han frihedsberøves indtil fredag, og senest der skal han enten løslades eller for en dommer igen med en ny begæring om varetægtsfængsling.

Allerede inden retsmødet oplyste politiet på X, at anklagemyndigheden ville kræve dørene lukket.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/