Opdateret

Mand anholdt for at sende sine tre børn til Somalia

Tre børns sundhed og udvikling blev bragt i alvorlig fare ved ophold i Somalia, mener Østjyllands Politi.

En 57-årig mand fra Aarhus er anholdt af politiet, fordi han har sendt sine tre børn til Somalia. Børnenes udvikling eller sundhed blev bragt i alvorlig fare, mener politiet.

Desuden sigtes manden for vold og trusler.

En dommer i Retten i Aarhus skal i et retsmøde mandag eftermiddag afgøre, om der er grundlag for varetægtsfængsling. Det oplyser Østjyllands Politi.

Manden sigtes for at have overtrådt paragraf 215 a i straffeloven.

Den gør det strafbart at sende sit barn til udlandet til forhold, "der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lader sit barn tage del i et sådant udlandsophold".

Den særlige bestemmelse i straffeloven trådte i kraft 1. januar 2019.

Det var i 2022, at børnene blev taget med til Somalia. Det ene barn blev truet på livet, mens de alle blev udsat for vold, oplyser politiet om sigtelserne.

Umiddelbart ønsker politiet ikke at gå i detaljer med sagen. Det vides derfor heller ikke, hvordan den 57-årige forholder sig til sigtelserne.

Retsmødet bør ifølge anklagemyndigheden foregå bag lukkede døre.

/ritzau/