Magtfuld Carlsberg-formand afviste advarsler om lovbrud som noget »pjank« – nu kommer vagthund med opsigtsvækkende kritik

Ledelsen i den offentlige pengetank Innovationsfonden har gentagne gange afvist anklager om forskelsbehandling og inhabilitet i en række sager, hvor fondens tidligere næstformand Flemming Besenbacher har spillet en nøglerolle. Nu retter tilsynsmyndighed hård kritik af fonden. Ledelsen afviser at svare på spørgsmål.

Flemming Besenbacher, direktør for Carlsbergfondet, spiller en nøglerolle i en sag om beskyldninger om forskelsbehandling og inhabilitet i Innovationsfonden, som han tidligere var næstformand for. Tobias Kobborg

Der rettes nu en usædvanlig hård kritik mod den offentlige pengetank Innovationsfonden, som hvert år uddeler omkring 1,5 milliarder skattekroner til forskningsprojekter.

I en 43 sider lang redegørelse fra den statslige tilsynsmyndighed under Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kritiseres det i skarpe vendinger, at fonden i sin uddeling af skattekroner har foretaget »usaglig« forskelsbehandling af særligt ét forskningsprojekt. Derudover får Innovationsfonden kritik for ikke at have været opmærksom på mulig inhabilitet – altså regler, der skal sikre, at bestyrelsesmedlemmerne ikke behandler sager, som de selv har interesser i.