Fem udenlandske mænd er torsdag eftermiddag blevet idømt mellem 17 og 19 års fængsel i en sag om opsamling af 578 kilo kokain i havet ud for Langelands kyst i august sidste år.
Dommen er afsagt af en enig domsmandsret i Retten i Svendborg.
Retten har taget en paragraf i straffeloven om særligt skærpende omstændigheder i brug, da den skulle komme frem til, hvilken straf mændene skulle have.
- Det skyldes blandt andet, at der er tale om en stor mængde kokain, siger retsformanden under domsafsigelsen.
En sjette medgerningsmand tilstod tidligere på året sin rolle i sagen og blev idømt 26 års fængsel.
Det var midt om natten 24. august, at tre mænd sejlede ud på havet ved Langeland i en lille båd.
Hvad de formentlig ikke vidste, var, at politiet havde fået mistanke om kokainleverancen og sat et fly på vingerne.
På optagelserne fra flyet, som blev vist på retssagens første dag, kunne man se nogle tasker blive smidt over bord fra containerskibet "Cool Explorer".
Taskerne blev samlet op af mændene i båden, der efterfølgende sejlede til kysten. Her stod tre mænd på en strand og hjalp med at bære taskerne op til en varebil.
Få timer senere var de seks mænd anholdt, og politiet havde lavet det største kokainbeslag i forbindelse med en anholdelsesaktion i Danmark nogensinde.
Ud over de lange fængselsstraffe bliver mændene også udvist af Danmark for bestandig.
To af mændene, Kushtrim Lohaj og Nertil Nurka, er også dømt for at have forsøgt at opsamle i alt 240 kilo kokain i havet ved Romsø i april og juli sidste år.
Bledar Bushi er også fundet skyldig i at have deltaget i opsamlingsforsøget i juli.
De resterende to, Richard Eddings og Artur Qenanaj, deltog alene ved opsamlingen ved Langeland i august.
Richard Eddings, Nertil Nurka og Artur Qenanaj er blevet idømt 17 års fængsel.
Bledar Bushi er idømt 18 års fængsel, mens Kushtrim Lohaj er idømt 19 års fængsel.
Selv om Nertil Nurka var med ved alle tre opsamlinger, får han en mildere straf end sin medgerningsmand. Det skyldes, at han i retten har erkendt de faktiske forhold, men har sagt, at han ikke kendte til mængden af kokain.
Fire af mændene anker deres dom på stedet, mens en udbad sig betænkningstid. Han har 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen.
/ritzau/