Løkkes sundhedsfællesskaber fødes med store håb og små penge

21 sundhedsfællesskaber omkring de store akutsygehuse ventes at blive det store hit i den kommende sundhedsreform. Men de findes i forvejen, lyder kritikken, og de får heller ikke ret mange penge at gøre godt med – højst fem mia. kr. ud af et samlet sundhedsbudget på ca. 125 mia., vurderes det.

Herlev Hospital og de øvrige store akutsygehuse bliver et omdrejningspunkt i de 21 nye sundhedsfællesskaber, som bliver et centralt element i den kommende sundhedsreform. Fremover skal sygehusene arbejde meget tættere sammen med kommunerne og de praktiserende læger i deres optageområde. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De kommer til at tage sig af et meget stort antal patienter, som i dag får en lidt halvsløj hjælp fra velfærdsdanmark.

Men den økonomi, de kommer til at råde over, bliver ganske beskeden – højst fem mia. kroner ud af et samlet sundhedsbudget på op imod 125 mia. kr. Dermed vil der også være grænser for, hvor meget de i realiteten kommer til at fylde i fremtidens sundhedsvæsen.