Københavns Politi er onsdag rykket ind på Christiania.
Med kampklædte betjente og værktøj er de i færd med endnu en nedlukning af hashhandlen i Pusher Street.
Det oplyser politiet på X.
»Boderne blev ryddet klokken 9, og vi vil resten af onsdagen og hele torsdag være synligt til stede i både Pusher Street og i resten af den skærpede strafzone på og omkring Christiania,« lyder det.
Det er ikke første gang, at politiet har lukket Pusher Street midlertidigt ned.
I efteråret begyndte ordensmagten som led i en ny strategi på forhånd at melde sin ankomst.
Det sker som led i arbejdet med en såkaldt helhedsplan, der blandt andet har til formål at lukke ned for hashhandlen på Christiania – i år.
I sidste ende skal et samarbejde mellem politi, kommune, stat og fristad tilbageerobre Pusher Street fra de organiserede kriminelle.
Politiet tror på det
Siden 10. januar har straffen for at købe og sælge ulovlige stoffer blev fordoblet, og sådan vil det foreløbig være i et halvt år.
Berlingske var med, da politiet for første gang håndhævede den skærpede strafzone.
Simon Hansen, der som vicepolitiinspektør i Københavns Politi og leder af den operative specialafdeling har fulgt Christiania i mere end ti år, har aldrig troet på en endegyldig lukning af Pusher Street.
Ikke før nu.
»Jeg er ikke sikker på, at der vil være sådan en konkret dato, hvor man siger: »Det blev dagen, hvor det lukkede.’ Men jeg tror helt klart, at 2024 vil være året, hvor der kommer så store forandringer, at man kan begynde at skimte målet.«