Den radikale leder, Martin Lidegaard, fejrede sin sejr i retssagen, som Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, havde anlagt, med flag og champagne i privaten. 

Det fortæller han i Berlingskes podcast »Mening«, hvor han gentager de udfald mod Messerschmidt, der startede den spektakulære og principielle sag om politisk ytringsfrihed.

Mening

Martin Lidegaard har fået rettens ord for, at han ikke har fremsat strafbare æreskrænkelser mod Morten Messerschmidt eller overskredet den udvidede politiske ytringsfrihed. Men hvorfor gå så langt, at ens modstander synes, at man lyver om hans politik? Og hvad fortæller den her sag om Radikale Venstres position i udlændingepolitikken? Gæst: Martin Lidegaard, politisk leder, Radikale Venstre Vært: Jacob Rosenkrands Redaktionen har efter optagelsen bedt Dansk Folkeparti forholde sig til Martin Lidegaards udtalelse om, at Messerschmidt har »tilsluttet sig en remigrationsbevægelse, der er dybt racistisk«. På vegne af partiet svarer udlændinge-, indfødsrets- og integrationsordfører Mikkel Bjørn: Martin Lidegaard må have drukket af natpotten. Hans udlægning af Dansk Folkepartis politik er decideret skør. Vi har både medlemmer og folketingsmedlemmer med forskellige hudfarver. Vores ambition er, at mennesker, der kommer til Danmark, respekterer vores lovgivning, kultur og værdier, forsørger sig selv og bidrager positivt til det danske samfund. Vores mål er, at Danmark forbliver et trygt og sikkert samfund præget af tillid, frihed og respekt for vores fælles værdier. For Dansk Folkeparti handler remigration eller hjemrejsepolitikken om at vende udviklingen – ikke blot bremse den. Remigration er simpelt: Det er det modsatte af migration.

Efter rettens dom i fredags var det ellers en ydmyg Lidegaard, der mødte pressen og nægtede at gentage sine omstridte ord fra konfrontationen med Messerschmidt om, at man gerne »vil internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os«. 

Men i podcasten er Lidegaard tilbage i offensiven. Til trods for at Messerschmidt igen og igen har dementeret den radikale leders udlægning af Dansk Folkepartis politik og beskyldt ham for at lyve, har Lidegaard ikke ændret mening. Han beskylder i programmet Dansk Folkeparti for bevidst at tale med to tunger. 

 »Når jeg har en tvivl, er det, fordi jeg tror, at det er meningen, der skal være en tvivl. Under retssagen og efter retssagen og på scenen, der har jeg haft en meget indigneret Morten Messerschmidt, og jeg er ikke i tvivl om, at han virkelig har følt, at det var vildt, at jeg turde sige det, og måske også har givet den gas som det der sårede menneske. Men samtidig løber hans løjtnanter jo rundt, Anders Vistisen og Mikkel Bjørn, og siger: 'Vi er det eneste parti, der rigtigt tager fat i remigration, og vi er de eneste, der vil.'«   

Men hvad er det, du er i tvivl om?

»Hvad er egentlig Dansk Folkepartis forhold til den remigrationsbevægelse, og hvordan er det helt praktisk, at man forestiller sig, at der skal sendes flere muslimer ud af landet, end der kommer ind?« siger Lidegaard og tilføjer: 

»Og jeg tror: Enten er man ikke helt afklaret, eller også skal det stå en lille smule uklart, så man både kan række ud til nogle af de vælgere, der ønsker noget meget ekstremt, og samtidig holde fast i dem, der ikke ønsker det meget ekstreme.« 

Siger du i virkeligheden, at Morten Messerschmidt måske ikke har sagt ordene omkring hudfarve og religion, at den type mennesker skal ud, men han har spillet på det?

»Ja, han har jo tilsluttet sig en remigrationsbevægelse, som er klart racistisk.«

DF: »Lidegaard må have drukket af natpotten«

Efter optagelsen har Berlingske forelagt Lidegaards kritik for Dansk Folkepartis udlændinge-, indfødsrets- og integrationsordfører, Mikkel Bjørn, der umiddelbart udbryder: »Martin Lidegaard må have drukket af natpotten.« 

»Hans udlægning af Dansk Folkepartis politik er decideret skør. Vi har både medlemmer og folketingsmedlemmer med forskellige hudfarver. Vores ambition er, at mennesker, der kommer til Danmark, respekterer vores lovgivning, kultur og værdier, forsørger sig selv og bidrager positivt til det danske samfund,« svarer han.

Ifølge Mikkel Bjørn er det nødvendigt at vende den islamiske indvandring, så Danmark kan forblive trygt og sikkert. 

»For Dansk Folkeparti handler remigration eller hjemrejsepolitikken om at vende udviklingen – ikke blot bremse den. Remigration er simpelt: Det er det modsatte af migration,« lyder det fra ordføreren.

Du kan høre hele interviewet med Martin Lidegaard i Berlingskes debatpodcast »Mening«.