Letbanen og bil er stødt sammen i Lyngby
Politiet er torsdag morgen til stede ved Buddingevej i Lyngby, hvor der har været uheld med letbanen.
Politiet er torsdag morgen til stede ved Buddingevej i Lyngby, hvor der har været uheld med letbanen.
Hovedstadens Letbane holdt torsdag morgen stille i over en time efter et uheld i krydset mellem Nybrovej og Buddingevej i Lyngby.
Det oplyser pressekontakten for Metro Service til Ritzau.
Ifølge DR P4 Trafik kørte en bil og letbanen sammen i krydset.
Den første melding om uheldet kom omkring klokken 07.20, og herefter stoppede letbanen, der kører på strækningen Ishøj til Lundtofte, oplyser Metro Service.
En times tid senere lyder det, at den begynder at køre igen.
- Vi starter drift op fra Ishøj til Buddinge, og mellem Buddinge og Lundtofte bliver der indsat busser, siger pressekontakten fra Metro Service kort efter klokken 08.30.
Busserne kører på den ene del af strækningen, fordi signalerne er gået i sort ved uheldsstedet i Lyngby.
Ifølge DR P4 Trafik er politiet på stedet.
- Der er blevet ryddet op efter uheldet, og alt er igen fuldt farbart. Til gengæld er lyskrydset nu i sort, så politiet dirigerer trafikken derude, skrev DR P4 Trafik kort efter klokken 08.
Ritzau forsøger at få flere oplysninger om uheldet fra Nordsjællands Politi.
Det er mindre end en uge siden, at Hovedstadens Letbane blev indviet på sin fulde strækning, der går mellem Ishøj og Lundtofte.
De 12 sydligste stationer åbnede i efteråret 2025, og lørdag kunne letbanen tilføje yderligere 17 stationer til ruten.
RITZAU