I en sag om organiserede tyverier fra lastvogne har en belarusisk mand tilstået, at han fulgte efter lastvogne fra et lager på Sjælland og derefter monterede gps-udstyr på dem.

Planen var, at andre derefter ude i Europa skulle stjæle lasten.

Det skete i alt fire gange, og torsdag blev han idømt fængsel i to år i et retsmøde i Nykøbing Falster. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag.

For den 31-årige Raman Charheika bestod det kriminelle arbejde i at køre efter lastvognene og følge dem frem til blandt andet Rødbyhavn, har han tilstået.

Sagen handler om medicin, blandt andet diabetes-præparater, for i alt otte millioner kroner, oplyser anklager Jens Ole Jensen til Ritzau.

Nogle tyverier blev udført, mens andre var forsøg.

To gange skete der efter den 31-åriges aktiviteter i Danmark efterfølgende tyverier fra lastvogne på rastepladser i Tyskland.

I et tredje tilfælde blev det ved den bulgarske grænse opdaget, at der undervejs på turen fra Danmark var blevet skåret hul i en lastvogns tag. Men lasten viste sig at være intakt.

I en pressemeddelelse udtaler anklageren, at dommen sender et tydeligt signal.

- Der er tale om en type kriminalitet, som er gennemført udspekuleret og professionelt tilrettelagt, siger Jens Ole Jensen.

Sagen har været efterforsket af en særlig afdeling i politiet, som blandt andet forsøger at stoppe omrejsende kriminelle. I Udlændingekontrolafdeling Øst er ansat både analytikere, efterforskere og operativt personale.

Den 31-årige blev i marts udleveret fra Litauen. Tyverierne foregik i februar og marts sidste år. Ved dommen er han udvist.

RITZAU