Lastbilchauffør sigtet for uagtsomt manddrab efter ulykke i maj
En 49-årig mand mistede i maj livet i en færdselsulykke syd for Vejen. 27-årig sigtes for uagtsomt manddrab.

En 49-årig mand mistede i maj livet i en færdselsulykke syd for Vejen. 27-årig sigtes for uagtsomt manddrab.

En 27-årig mand er tirsdag blevet sigtet for uagtsomt manddrab efter en færdselsulykke 12. maj i år på Haderslevvej syd for Vejen.
I ulykken afgik en 49-årig mand ved døden, og en 52-årig mand kom alvorligt til skade.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 27-årige var fører af en lastvogn, som tabte en skovl fra en gravemaskine på vejen.
Det førte til et sammenstød mellem tre biler, hvor i alt fem personer kom til skade.
I den nu afdøde 49-åriges bil var der også et barn til stede, oplyste politiet i maj til JydskeVestkysten.
Den 49-årige mand blev efter ulykken meldt i meget kritisk tilstand, og der blev i den forbindelse rekvireret en helikopter til at fragte manden på hospitalet.
Han døde senere af sine kvæstelser.
Føreren af lastvognen er desuden sigtet for betydelig legemsbeskadigelse i forhold til den 52-årige, der kom alvorligt til skade i ulykken.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser også, at den 27-årige er sigtet for ikke at have afpasset hastigheden af lastvognen til forholdene på vejen.
Det er politiets vurdering, at lastbilchaufføren heller ikke havde sikret godset på lastvognen korrekt.
RITZAU