Lars Løkke om Messerschmidts vælgere: De mangler viden og dannelse
Morten Messerschmidt (DF) og Lars Løkke Rasmussen (M) er politisk set som hund og kat, og nu kommer Løkke med en syrlig kommentar til Dansk Folkepartis succes: Partiet har for let spil, fordi vælgerne generelt er uoplyste.
Det er med Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, som med USAs præsident, Donald Trump, og andre »populister«: Der er som regel et gran af sandhed i det, de taler om, men deres løsninger hænger ikke sammen. Sådan siger Lars Løkke Rasmussen, der er gæst i Berlingskes podcast »Mening«.
Lars Løkke Rasmussen var i årtier en af de mest markante politikere i den borgerlige blok. Men selvom en del af hans vælgere måske stadig er borgerlige, så er han med Moderaterne rykket væk fra den blå blok, hvor hans knap så gode ven Morten Messerschmidt lige nu er den stærkeste. Så hvad er udsigten til, at han vender tilbage til den borgerlige blok? Og hvor placerer Løkke egentlig sig selv i et politisk landskab i opbrud? Gæst: Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister (M) Vært: Jacob Rosenkrands
Her udtrykker han bekymring over Dansk Folkepartis fremgang i målingerne, hvor det lige nu er det største borgerlige parti. Han mener, at Morten Messerschmidt får for let spil, når han foreslår hurtige og enkle løsninger på for eksempel moms, benzinpriser og indvandring, og retter nu et kritisk blik mod dem, der støtter partiet:
»Demokratiet hviler på nogle forudsætninger om dannelse og viden, som er udfordret. Og det er ikke for at sidde og pege ad nogen, men vi har jo nogle grundlæggende problemer i vores samfund med, at det faktuelle oplysningsniveau eroderer. Folk læser ikke jeres avis, som de gjorde det før,« siger han.
Undskyld, siger du, at de her bevægelser, Dansk Folkeparti inklusive, ikke ville have den vækst og fremgang, de har, hvis folk var lidt mere dannede, belæste og faktuelt orienterede?
»Ja, det antyder jeg nok i hvert fald.«
Du kan også godt høre, at så bevæger du dig på kanten af at sige, at vælgerne er dumme, og at det er en af forklaringerne?
»Nej, vælgerne er ikke dumme, de er bare ligeglade. Altså for at citere en kampagnemedarbejder, jeg engang havde: 'Vælgerne er ikke dumme, de er ligeglade, indtil de ikke er det længere, så tuner de ind.'«
Hør hele debatinterviewet, hvor Lars Løkke Rasmussen også siger »Jeg tror aldrig, jeg har været borgerlig«, i Berlingskes nye podcast »Mening« med Jacob Rosenkrands.