Lars Findsen stifter nyt firma

Selskabets formål er at »udøve skribentvirksomhed, foredragsvirksomhed, rådgivnings- og konsulentvirksomhed«, fremgår det.

Der kan efterhånden knyttes mange ord og meritter til Lars Findsens person og cv. Nu kan den hjemsendte og tiltalte spionchef også kalde sig direktør i eget firma, skriver Finans.

Findsen har nemlig overtaget og indsat sig selv som administrerende direktør i et firma, som han tidligere delte med sin bror Nicholas Findsen.

Af cvr-registret fremgår det, at selskabets navn nu er ændret til Rådhusvej Charlottenlund ApS, hvis formål er at »udøve skribentvirksomhed, foredragsvirksomhed, rådgivnings- og konsulentvirksomhed«.

Den tidligere spionchef fortæller til Finans, at han er blevet anbefalet at have en ramme, hvor han kan placere indtægter og fakturere fra ved siden af den løn, han får som suspenderet fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE):

»Jeg har jo skrevet bogen (Spionchefen, red.) og er begyndt at holde foredrag for virksomheder, brancheforeninger og erhvervsnetværk. De foredrag tager afsæt i både bogen, men også min baggrund, geopolitik og sikkerhedstruslen,« siger Lars Findsen til mediet.

Han oplyser desuden, at han endnu ikke har taget hul på den del af selskabets formålsbeskrivelse, der handler om rådgivnings- og konsulentvirksomhed.

Hjemsendt, fængslet og tiltalt

Findsen, der i dag er 58 år, var fra 2015 øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, indtil han blev hjemsendt.

Den tidligere spionchef er nu tiltalt for at have lækket fortrolige oplysninger om statshemmeligheder. Det skal, som Berlingske tidligere har beskrevet, være sket til journalister, familiemedlemmer og en kollega.

Overtrædelserne af to bestemmelser i straffeloven skal være sket, mens han var hjemsendt fra sin topstilling.

Hjemsendelsen skete i forlængelse af en kritisk pressemeddelelse fra det uafhængige kontrolorgan Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET). I august 2020 blev Lars Findsen fritaget for tjeneste.

I december 2021 blev han anholdt, da han landede i Københavns Lufthavn, og han sad efterfølgende varetægtsfængslet i 71 dage.

Der er siden rejst tiltale mod ham for at have lækket højt fortrolige oplysninger. Det hemmeligholdes, hvad han nærmere skulle have sagt.

Sagen var ellers berammet i Københavns Byret, der har afsat 28 retsmøder til sagen fra 30. oktober i år til frem til marts 2024.

Men Højesteret afgjorde i marts, at den tidligere spionchefs straffesag skal flyttes fra Københavns Byret til Retten i Lyngby. Dermed skal den nu berammes på ny.