Landsretten lægger et år oven i straffen i overgrebssag
En mand på 31 år er torsdag i landsretten idømt otte års fængsel i en sag om grooming og overgreb på børn.
En mand på 31 år er torsdag i landsretten idømt otte års fængsel i en sag om grooming og overgreb på børn.
Det har ikke gavnet en 31-årig mand, at han ankede byrettens dom på syv års fængsel i en sag om overgreb på børn.
Torsdag har Østre Landsret i Odense lagt et år oven i straffen, som dermed ender på otte års fængsel.
Det fremgår af en meddelelse på Anklager Update fra Statsadvokaten i Viborg.
Straffen får han for voldtægt og forsøg på voldtægt af tre piger på 15-16 år, for i flere tilfælde at have groomet piger i alderen 10-14 år samt for at have haft samleje og andet seksuelt forhold end samleje med to piger på 13 og 14 år.
Grooming er et begreb, der dækker over, at en voksen opbygger en relation til et barn med henblik på at udsætte barnet for seksuelle overgreb. Det blev gjort ulovligt den 1. juli 2023, hvor det fik egen paragraf i straffeloven.
Forbrydelserne blev begået mellem oktober 2022 og april 2024.
Den i dag 31-årige Peter Sigersted Jorck Paaske blev i Retten i Svendborg i august sidste år dømt for fysisk at have forgrebet sig på fem af pigerne, mens han i syv tilfælde havde fået piger til at udføre seksuelle handlinger på sig selv. Det skete via det sociale medie Snapchat.
- Der er tale om en meget alvorlig sag. Det er sjældent, vi har sager med overgreb på så mange og så unge piger, sagde specialanklager Brian Dybdahl i en pressemeddelelse fra Fyns Politi i forbindelse med byretsdommen sidste år.
Peter Sigersted Jorck Paaske nægtede sig under byretssagen skyldig.
Han ankede dommen, så vidt angik de fysiske overgreb, som han blev dømt for, men ikke forholdene om sextortion, altså seksuel afpresning, via Snapchat.
RITZAU