I en sag om manddrab i Brøndby Strand har Østre Landsret torsdag lempet straffen til den tiltalte.

Det skriver sn.dk.

I byretten blev den 69-årige kroatiske statsborger Milan Josic idømt fængsel i 12 år og udvist.

Landsretten har sænket straffen til fængsel i ti år. Desuden slipper han for udvisning. I stedet får han en advarsel, skriver sn.dk.

Forbrydelsen skete i november 2022 i en lejlighed i Hallingparken i Brøndby Strand. Josic dræbte her en mand med en køkkenkniv.

Offeret, der blev stukket 17 gange og tildelt flere snit, forblødte. Han blev 41 år.

Undervejs i sagen har den dømte sagt, at han handlede i nødværge, da han brugte kniven.

Knivstikkeriet skete under en sammenkomst i lejligheden med flere deltagere.

To andre mænd samt en kvinde har berettet, at der blev drukket og festet, mens de sad ved spisebordet i Milan Josics lejlighed.

Men på et tidspunkt stak den 41-årige umotiveret kvinden i halsen med en kniv. Det var under den efterfølgende tumult mellem Josic og den 41-årige, at sidstnævnte blev stukket talrige gange.

/ritzau/