Fanøfærgens landgangsbro i Nordby løsrev sig søndag eftermiddag og blokerede sejlrenden.

Det betyder, at færgedriften var indstillet.

Lidt mere end en halv time efter meldingen om den løsrevne landgangsbro oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på X, at landgangsbroen er væk fra sejlrenden.

- Redningsstation Esbjerg er ved at "indfange" den, lyder det.

Fanøfærgen kan derfor sejle igen.

Tidligere søndag lød det fra politiet, at vandstanden er så høj, at færgen ikke kunne tage biler med, men gående passagerer kunne stadig komme om bord.

- Vi opfordrer stadig bilister til at vente med at køre mod færgelejerne, skriver politiet på X søndag eftermiddag.

Fanøfærgen sejler mellem Esbjerg og Nordby på Fanø.

Færgen til Fanø er ikke det eneste, der søndag er påvirket af den høje vandstand på Vestkysten.

Vandstanden i Varde Å, der munder ud i Ho Bugt nord for Esbjerg, er søndag så høj, at Tarpehagebroen er lukket.

- Alternativ rute over Varde, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på X.

/ritzau/