Fem værelser, to plan, parkeringskælder, kajakklub og udsigt til vandet.

Alt dette kan blive dit, hvis du har 33 millioner kroner, som du ikke ved, hvad du skal bruge på.

Landets dyreste lejlighed, der er til salg netop nu, ligger i København – lige ovre på den anden side af Inderhavnsbroen, der går fra Nyhavn til Christianshavn.

Adressen hedder Krøyers Plads. Fra den 254 kvadratmeter store lejlighed på fjerde sal, ser man ud over Københavns havn.

Og selvom lejligheden ligger på fjerde sal, skal man ikke lade sig afskrække af de mange trappetrin – elevatoren går direkte op til lejligheden. I parkeringskælderen er der plads til to biler – og dine biler vil ikke kede sig, for de får selskab af en række andre luksusbiler.

Bliver lejligheden solgt til udbudsprisen, indtager den førstepladsen over den dyreste lejlighed solgt i Danmark – nogensinde.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Arkitekterne bag bygningen vandt prisen for verdens bedste boligbyggeri på byggebranchens festival i Cannes i Frankrig.

Desuden er bygningen svanemærket og har dermed et lavt energiforbrug og lever op til flere skrappe krav til alt fra materialer til byggeprocessen.

Lejligheden er til salg hos liebhavermægleren Ivan Eltoft Nielsen.

Diakrit/Ivan Eltoft Nielsen
Diakrit/Ivan Eltoft Nielsen
Diakrit/Ivan Eltoft Nielsen