Godmorgen og velkommen til fredagens nyhedsoverblik.

Blandt andet skal vi forbi den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, som giver sit besyv med om, hvorvidt børns skærmtid er et problem eller ej.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) mener ikke, at Jakob Ellemann-Jensen har forsøgt at skjule oplysninger i omstridt sag om indkøb af israelske våben. Og statsminister Mette Frederiksen (S) åbner for en kontroversiel debat om aktiv dødshjælp – det bliver ikke taget godt imod hos Lægeforeningen.

Men først skal vi kigge på de fem regioners rapport om tilstanden af kræftbehandling i Danmark.

Kræftproblemer står i kø i hovedstaden: »Det er en kæmpe belastning«

Fredag offentliggør de fem regioner rapporter om tilstanden af kræftbehandlingen i Danmark oven på skandalen fra Region Midtjylland.

I Region Hovedstaden lyder det, at der på ny er problemer med for lange ventetider for et stort antal kvinder med brystkræft. Men det er ikke kun kvinder med brystkræft, der rammes.

Der er også betydelige udfordringer med indsatsen for patienter med en stribe andre kræftsygdomme i Region Hovedstaden.

Det fremgår af en redegørelse til politikere i regionen. Og oplysningerne om problemerne i hovedstaden vækker store bekymringer i patientorganisationerne.

»Det er hundredvis af patienter, som må vente for længe og ikke behandles efter retningslinjerne. De ved, at de har kræft i kroppen, men kan ikke få den ud og er derfor bekymrede for, at kræften kan nå at udvikle sig yderligere. Det er en kæmpe belastning,« siger formanden for Brystkræftforeningen, Anja Skjoldborg Hansen.

Du kan læse historien hos Berlingske her.

Fungerende forsvarsminister vurderer, at Jakob Ellemann ikke har skjult oplysninger i omstridt sag

Sagen om det danske milliardindkøb af våben fra den israelsk producent Elbit Systems bør ikke få konsekvenser for den sygemeldte Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Det siger fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, da han af DR bliver spurgt, om en kommende redegørelse om våbenindkøbet kan få konsekvenser for Ellemann.

»Jeg har ikke viden om, at der skulle være noget, hvor han (Jakob Ellemann, red.) skulle have gjort noget, der er så alvorligt, at man kan sige, at han har forsøgt at skjule nogle oplysninger for Folketinget,« siger den fungerende forsvarsminister.

Flere partier har meldt ud, at det var vildledende, da forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen i januar bad Folketingets Finansudvalg hastebehandle indkøbet af nyt artilleri fra den israelske Elbit Systems.

Redegørelsen om våbenindkøbet forventes færdig i august.

Her vender Jakob Ellemann tilbage til Folketinget, hvorfor Troels Lund Poulsen mener, at det er Jakob Ellemann, der skal beslutte, hvorvidt der skal være nogle konsekvenser.

Du finder historien hos DR her.

Helle Thorning-Schmidt om skærmtid: »Jeg er simpelthen uenig«

Det har længe været heftigt debatteret: Vores børns skærmtid.

Men ifølge den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt skal vi passe på med at gøre sociale medier og skærmtiden til den helt store fjende.

»Det handler om, at man finder sig en ny fjende, og så er det kun negativt. Det er kun negativt, at vi har sociale medier. Og det er kun negativt for børn, at de er på sociale medier. Det er jeg simpelthen uenig i.«

Det siger hun i podcasten »Østergaards salon«, der i denne uge er optaget på folkemødet på Bornholm.

Siden årsskiftet er både statsminister Mette Frederiksen og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) gået til kamp mod skærmene.

Den tidligere statsminister kan godt forstå, at man fra politisk side vil regulere, når det handler om kunstig intelligens og de store techgiganter. Men hun mener, at vi skal huske, at det ikke er muligt at regulere alt.

Du kan læse mere her.

Læger ærgrer sig over statsministers »bombastiske« udmelding

Aktiv dødshjælp hører ikke hjemme i Danmark.

Det mener danske læger, der ærgrer sig over, at statsminister Mette Frederiksen i går bragte emnet op.

»Vi læger er ikke sat i verden for at tage livet af folk. Vi er sat i verden for at lindre, også folk med svær sygdom og svære smerter,« siger formanden for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, til DR.

Hun kalder udmeldingen for »bombastisk«.

I sin tale tog statsministeren hul på det, hun selv kalder »en svær debat«, da hun talte på folkemødet på Bornholm.

»Jeg ved godt, det her er en svær debat. Og jeg er opmærksom på, at Det Etiske Råd flere gange har udtalt sig imod,« sagde Mette Frederiksen.

»Selv har jeg det helt anderledes. Der er meget, der tyder på, at mange af jer har det som jeg,« tilføjede hun.

Du kan læse hele DRs artikel her.

Der sker i dag

  • Ruslands præsident, Vladimir Putin, holder tale ved Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum (Spief).

  • Det endelige estimat for inflationen i eurozonen i maj offentliggøres.

  • Folkemødet på Bornholm fortsætter, hvor Mette Frederiksen skal holde partiledertale.