Der er mandag eftermiddag sket en trafikulykke på Hillerødvejen uden for Hillerød, oplyser Nordsjællands Politi på det sociale medie X.

Politiet har ikke oplyst direkte, hvorvidt der er tilskadekomne, men oplyser, at der er sendt en lægehelikopter til stedet.

Politiet oplyser også, at der er tilkaldt en såkaldt bilinspektør. Det er en teknisk ekspert, som blandt andet tilkaldes ved ulykker med alvorlig tilskadekomst.

Politiet oplyser desuden omkring klokken 16.30 mandag, at vejen er totalt spærret og vil være det nogle timer endnu.

Ulykken er sket på Hillerødvejen umiddelbart syd for Nødebovej.

Ritzau har mandag eftermiddag flere gange forsøgt at kontakte vagtchefen ved Nordsjællands Politi telefonisk for at få oplyst, om der er tilskadekomne, og hvor alvorligt det i givet fald er. Opkaldene er ikke blevet besvaret.

/ritzau/