En kvinde får i Vestre Landsret medhold i, at hun ikke skal betale gebyrer for rykkere, som hun siger, at hun ikke har modtaget fra parkeringsselskabet Europark.

Det er en stadfæstelse af en dom fra Retten i Horsens fra 2024 med den ændring, at kvinden ikke skal betale den del af sagsomkostningerne, hun blev pålagt at betale i byretten.

Europark har ikke i tilstrækkelig grad ført bevis for, at rykkerbrevene er kommet ud til kvinden, lyder det ifølge Forbrugerombudsmanden i dommen fra Vestre Landsret.

Sagen er af både Europarks advokat og Forbrugerombudsmanden blevet kaldt principiel.

Horsens Folkeblad har omtalt sagen og har flere gange interviewet kvinden, hvis navn er Anita Sandkvist.

Hun fik i september 2021 en parkeringsafgift ved banegården i Vejle, som hun efterfølgende glemte alt om.

Tre måneder senere modtog hun et brev fra et inkassofirma, der varslede, at sagen ville blive sendt til retten.

Europark mente, at der i forvejen var blevet sendt fem rykkerskrivelser og inkassovarsler, men dem har Anita Sandkvist ikke modtaget, siger hun.

Ifølge Horsens Folkeblad var rykkergebyrerne på 400 kroner.

Retten i Horsens kom i 2024 frem til, at Europark ikke havde ført bevis for, at rykkerne var kommet frem.

Den dom ankede Europark.

Forbrugerombudsmanden er trådt ind i sagen som såkaldt biintervenient på Anita Sandkvists side.

Biintervention er, når en tredjepart indtræder i en retssag uden at nedlægge en selvstændig påstand.

Forbrugerombudsmanden modtog i første halvdel af 2022 139 klager fra personer, der havde modtaget inkassobrev mod krav om betaling af en parkeringsafgift til Europark.

Forbrugerne oplyste, at de ikke havde modtaget den oprindelige parkeringsafgift og/eller de efterfølgende rykkerbreve.

Ud over sagen, der nu er afgjort i Vestre Landsret, har Europark også anket en dom fra Københavns Byret, hvor en person blev frifundet for Europarks krav om betaling af gebyrer og sagsomkostninger.

Også sagen fra Københavns Byret er Forbrugerombudsmanden gået ind i.

EuroPark er en del af APCOA Parking, der beskriver sig selv som markedsleder inden for administration af parkering i både Danmark og Europa.

/ritzau/