En 59-årig kvinde til hest er lørdag formiddag kommet alvorligt til skade i en færdselsulykke ved Sunds tæt på Herning.

Det oplyser Andreas Andersen, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Kvinden red langs vejen, og hendes hest blev ifølge politiet skræmt, da en lastbil passerede.

- Da en lastbil passerer, bliver hesten skræmt, stejler og rammer ind i hængeren på lastbilen, siger han.

Hesten er død på ulykkesstedet af sine skader.

Kvinden blev fløjet med helikopter til behandling i Aalborg, men hun vurderes ikke at være i livsfare.

Ulykken er sket på Bækvej. Vejen var kortvarigt spærret i forbindelse med politiet og beredskabets arbejde.

Færdselsulykken blev anmeldt klokken 10.23 lørdag formiddag.

/ritzau/