Kvinde stukket flere gange med kniv i trappeopgang

En 21-årig kvinde fremstilles søndag i grundlovsforhør efter et voldsomt knivoverfald i Odense lørdag aften.

Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 20-årig kvinde var i kritisk tilstand, efter at hun lørdag aften blev stukket flere gange med en kniv i en trappeopgang i Skt. Knuds Gade i Odense.

Efter operation er hendes tilstand søndag morgen stabil.

Klokken 20.30 lørdag aften anholdt politiet en 21-årig kvinde i sagen, oplyser Fyns Politi søndag formiddag.

»På grund af de forholdsvis voldsomme skader behandler vi sagen som drabsforsøg,« fortæller politiets vagtchef Lars Thede.

Han kan ikke sige noget om motivet til det voldsomme overfald, men han understreger, at der ikke er tale om et tilfældigt offer, der er er blevet stukket ned.

»Der er en eller anden relation mellem de to kvinder, og der er gået noget forud for knivstikkeriet,« siger vagtchefen.

Politiet regner med, at den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndagen.

/ritzau/